Foto: DASK, en 1. generations computer i 50’erne udviklet på Regnecentralen og programmeret i Algol. Operativsystemet var dansk udviklet af Jørn Jensen og ret avanceret ,"Jensens device in Algol". Dette system blev senere anvendt til udvikling af kontrolprogrammer.
http://www.datamuseum.dk/site_dk/rc/krarup/
STARTFASEN
DASK var en computer der, selv om den arealmæssigt fyldte et helt kontor, gav professor Povl Riis ideen til at gennemgå et edb-kursus og at oprette en prospektiv databaseregistrering af Crohn´s sygdom og colitis ulcerosa i 1950´erne. I 1958 begyndte Povl Riis og gastro- enterologerne på Amtssygehuset i Glostrup at indsamle patientdata til registrering på papirskemaer. Senere, i 1972, udvikledes det første styresystem på Amtssygehuset i Gentofte, SCIBAS, til IBD-databasen og løbende indtastning og registrering var en realitet.
I 2000 samledes triaden, gastroenterologerne Poul Schlichting, Pia Munkholm og Flemming Moesgaard og herved var ideen til "scanningsmodellen" fostret. Kirurgen Flemming Moesgaard påbegyndte programmeringsudviklingen af Dansk Crohn Colitis Database (DCCD), en scanningsdatabase i programmet Teleform V7, fra Document House. Fordelene herved var hurtig og nem håndtering af DCCD-registreringen i ambulatoriet (2 minutter pr. patient), samt automatisk overførelse til SPSS-statistik programmet.
Dansk Gastroenterologisk Selskab (DGS), nedsatte i 2001 et 13 personers udvalg til at definere og skabe indholdet i DCCD. Udviklingen var færdig 1.april 2002, hvor pilotfasen og registrering af alle Hvidovre Hospitals Crohn og colitis patienter begyndte. 1. april 2003 var alle 1190 IBD-patienter inde i DCCD og nationalisering af DCCD kunne påbegyndes.
Web-hotellet blev konstrueret af HD-Support Aps, Fåborg og man var nu parat til, at alle opkoblede behandlingscentre løbende kunne lave dataudtræk, patient-rapportering, og sammenligne egne data med en anonymiseret national registrering.
Mange kvindelige og mandlige kollegers indsats har medført, at dansk Crohn Colitis-forskning i epidemiologisk henseende har en førende position i verden. Denne lange databasetradition og løbende ændring af databasen har medført, at Danmark har en af de længste opfølgninger af en prospektivt indsamlet kohorte.
Målet i fremtiden med DCCD er at gøre den fuldstændig nationalt dækkende, således at mange gastroenterologiske centre kan få gavn af databasen.
Professionalisme skal være kernen i vores aktiviteter